FIND SAGEN - SKAB OPBAKNING TIL DET FAGLIGE ARBEJDE
Den her metode er rigtig god til dig, der gerne vil styrke sammenholdet på din arbejdsplads og samtidig få kollegaerne til at tage del i det faglige arbejde.
At finde sagen handler om at finde frem til, hvad det er for problemer eller udfordringer på din arbejdsplads, som dine kollegaer synes er vigtige. Det er de sager, du kan samle kollegaerne om.
Du skal ikke blot finde frem til, hvad dine kollegaer synes er vigtigt at ændre på jeres arbejdsplads, du skal også inddrage dem i at finde frem til, hvordan I skal gribe det an, og hvad jeres mål skal være.
Når I har gjort det, skal du lade dem deltage i udførslen af den plan I har lagt sammen.
Den eller de sager I vælger, behøver ikke at ændre verden. Det er vigtigt at vælge en sag, du tror, I kan gøre noget ved. Det er lettere at skabe fællesskab omkring en succes end omkring et nederlag.
Værktøjet er delt i seks trin:
- Planlægning
- Find ud af, hvad problemet er
- Find ud af hvor mange, der oplever problemet
- Vælg det rigtige problem
- Løsning af sagen
- Nu er I i gang
Sådan gør du
Trin 1 Planlægning
Skab overblik over din arbejdsplads. Du kan bruge det skema, der er beskrevet i øvelsen ‘Kortlæg din arbejdsplads’ eller et du allerede har. Kig på skemaet og overvej, hvem af dine kolleger, der er meningsdannerne på jeres arbejdsplads. Dvs. dem de andre lytter til.
Trin 2 Find ud af, hvad problemet er
Snak med alle meningsdannerne og spørg til, hvad de synes problemet eller udfordringen er på jeres arbejdsplads lige nu. Du kan f.eks. spørge sådan her;
- Hvis du kunne ændre en enkelt ting her på vores arbejdsplads, hvad skulle det så være?
- Hvad er det bedste ved at arbejde her?
- Er der ændret noget på det seneste, der har betydning for dig og dit arbejde her?
Husk at skrive ned. Alle de problemer eller udfordringer, dine kollegaer nævner, er vigtige.
Trin 3 Find ud af hvor mange, der oplever problemet
Når du har talt med meningsdannerne, har du et overblik over, hvilke problemer, der er i spil på din arbejdsplads. Nu skal du efterprøve, om andre også oplever problemet/udfordringen. Spørg et par kollegaer i hver afdeling, om de kender til de problemer/udfordringer, du har indkredset i samtalerne med meningsdannerne. Du kan f.eks spørge sådan her;
- Hvad mener du om (problemet/udfordringen)?
- Er du bekymret for at (problemet/udfordringen)?
- Hvad sker der med (problemet udfordringen)?
- Hvordan påvirker (problemet/udfordringen) dig og folk i din afdeling?
Trin 4 Vælg det rigtige problem
Nu har du et overblik over, hvilke problemer eller udfordringer, der påvirker flest på din arbejdsplads. Du skal nu udvælge det problem, der skal være ‘sagen’ på din arbejdsplads. Blandt de problemer du har samlet sammen fra snakkene med dine kollegaer skal du vælge et, der kan leve op til 3 tommelfingerregler;
- Mange af dine kollegaer skal pege på problemet
- Det skal være et problem, der virkelig går dine kollegaer på
- Det skal helst være et problem I oplever dagligt
Trin 5 Løsning af sagen
Nu skal du bruge sagen til at samle meningsdannerne til et møde. På mødet skal I planlægge, hvordan I vil gribe arbejdet med at løse sagen an.
Trin 6 Nu er I i gang!!!
Reference
Øvelsen er inspireret af ”Organiseringshåndbogen”, som er lavet til tillidsvalgte i 3F. Bogen er skrevet af Marta Helleskov, Camilla Herdahl og Jimmi Rasmussen.