GODE RÅD OM ’JEG’- OG ’DU-SPROG’
Dette værktøj giver gode råd til, hvad du kan gøre for at opretholde en ligeværdig udtryksform, når du mødes af aggressive personer.
Sprog handler ikke kun om kommunikationsteknik. Det kan være svært at være imødekommende og forstående overfor en aggressiv person. Det kræver tålmodighed, overskud og øvelse at reagere ikke-aggressivt på andres trusler eller voldsomme handlinger.
Den måde, vi bruger sproget på, har stor betydning for vores kontakt til andre.
En konflikt er en uenighed, hvor en eller flere af personerne bliver følelsesmæssigt involveret – f.eks. vred, irriteret eller ked af det.
Konflikter er en uundgåelig del af hverdagen, men ved at være mere opmærksomme kan vi blive bedre til at håndtere de konflikter, vi er en del af.
På en arbejdsplads kan der opstå konflikter mellem to eller flere parter om faglige uenigheder, mangel på ressourcer eller forskellige værdier.
I det følgende finder du:
- Gode råd om konflikthåndtering
- Gode råd om kommunikation i konfliktløsning
- Hvordan du har det
- Hvordan dit kropssprog er
- Hvad du siger
- Spørgsmål til refleksion over egen andel i konflikter
Sådan gør du
Gode råd om konflikthåndtering
- Opdag konflikten så tidligt som muligt. Meget er vundet ved at tage konflikten, før den udvikler sig
- Når du opdager, at du er i konflikt, så besind dig og gå i dialog
- Betragt ikke den anden som besværlig (vær ikke personlig), men betragt situationen som svær (vær saglig).
- Forsøg først at forstå – dernæst at blive forstået.
- Brug aktiv lytning og stil nyttige spørgsmål
- Tro ikke, du ved, hvad den anden mener og tænker. Spørg hellere én ekstra gang.
- Sæt ord på situationen. Sig højt, hvordan du oplever den – uden at bebrejde den anden.
- Vær faktuel. Sig kun ting, som også den anden kan acceptere som fakta. Alt andet kan misforstås eller høres som bebrejdelser.
- Skab en ’vi’-følelse omkring løsningen af sagen: “hvad kan vi gøre…?”
- Accepter, hvis du ikke har overskud til at håndtere konflikten og bed en anden om hjælp, før konflikten trapper op og bliver for svær at håndtere.
- Gør konflikter og konflikthåndtering til et naturligt samtaleemne på arbejdspladsen. Snak åbent om, hvad du gør eller synes er svært, når du kommer i konflikt med en anden.
Gode råd om kommunikation i konflikthåndtering
1. Hvordan du er
- Er du selv sur, vred, ophidset eller irriteret? Så er du ikke klar til at gå i dialog.
- Synes du, at den anden er besværlig? Prøv i stedet at se situationen som svær.
- Vær nærværende og lyttende. Undgå at tænke på, hvad du selv vil sige lige om lidt.
- Vær nysgerrig. Stil masser af nyttige spørgsmål.
- Koncentrer dig om at forstå, hvad den anden siger.
- Respekter og accepter den andens oplevelse af situationen – også selv om du har en anden forståelse.
- Vær engageret. Tag ejerskab og vis, at du gerne vil løse konflikten.
2. Hvordan er dit kropssprog
- Stå eller sid roligt. Det signalerer ro.
- Stå eller sid med front mod den anden med åbne hænder og arme. Det signalerer åbenhed.
- Hav god øjenkontakt med den anden. Det signalerer interesse og vilje.
- Et lille smil signalerer, at du er positiv.
- Hold en passende afstand. At være for tæt på den anden kan virke truende. At være for langt væk kan virke uengageret.
3. Hvad du siger
- Tal med rolig og klar stemme.
- Tal i korte sætninger og stil korte spørgsmål.
- Lyt til ende – uden at afbryde.
- Svar ikke, før du har forstået spørgsmålet eller situationen.
- Vær positiv og imødekommende i dit ordvalg.
Sig ikke: ”Hvorfor det?” – hellere: “Sig noget mere…”.
Sig ikke: ”Det tror jeg nu ikke” – hellere: “Jeg vil gerne forstå…”. - Tal for dig selv – og helst i jeg-sprog. Du-sprog kan nemt virke bebrejdende.
Sig: ”Jeg er ikke enig i, at…” i stedet for ”Det er forkert, når du siger at…” - Fortæl, hvad du har brug for – undgå at bebrejde.
Sig: ”Jeg har brug for, at vores møde starter til tiden” i stedet for ”Det er irriterende, at du altid kommer for sent til vores møder”.
Øvelse: refleksion om egen andel i en konflikt
En konflikt kan gå i hårknude, fordi man er blind for sin egen andel i konflikten – det er meget lettere at se den andens fejl! Ønsker du at udforske din egen aktie i konfliktsituationer, kan du gå i tænkeboks og overveje følgende:
- Hvilken rolle har jeg for det meste i de konflikter, jeg bliver involveret i? (angriber, neutral, supporter, den der trækker i trådene, offer eller andet)
- Er der et særligt mønster i de kontroverser, jeg deltager i?
- Er der noget ved min kommunikation eller handlemåde, som kan virke provokerende?
- Er der emner, personer eller situationer, jeg især tænder på?
Du kan eventuelt bede en kollega eller en ven, som du har tillid til, om at fortælle dig, hvordan de oplever, du optræder i konflikter.
Reference
Værktøjet er skrevet med inspiration fra:
- BAR-Kontors pjece “Konflikthåndtering”. Pjecen er skrevet til medarbejdere, ledere og arbejdsmiljørepræsentanter og kan downloades på: konflikthåndtering.pdf.
- BAR-Handels pjece “Trap ned”. Pjecen er skrevet til medarbejdere og ledere og kan downloades på: www.trapned.dk
- BAR-Service pjece “En værktøjskasse om konflikthåndtering”: værktøjskasse til konflikthåndterring.pdf.
Links
På www.trapned.dk finder du et større læringsmateriale om at håndtere konflikter. Materialet kan anvendes af både ansatte og ledere – eksempelvis i arbejdsmiljøorganisationen. Materialet indeholder pjece, film med konfliktsituationer, skabelon til udarbejdelse af konfliktpolitik m.m.